logo
Road Trip

Road Trip

Road trip. Tanken om at sætte sig bag rattet, foden på speederen og lade landskabet glide forbi. Alt for ofte bliver det dog ikke til at nyde turen for turens skyld men blot transport. Men sådan behøver det slet ikke at være. Bilturen skal være en nydelse og et formål i sig selv.

SuitRace har samlet fem klassiske road trip, du bør prøve. Vi har holdt fokus på USA og Europa, men verdenen er meget større, for hvorfor ikke køre i Vietnam, ned gennem Indien eller en tur gennem Afrika? Der er uendelige muligheder.

Vi har valgt bilerne med et absolut minimum af realisme.

Highway 1 – uforligelig naturoplevelser

highway 1

Der er to amerikanske ruter, der er selve indbegrebet af et ægte amerikansk road trip, nemlig Highway 1 i Californien og Route 66 tværs over USA. Vi lægger ud med Highway 1.

Kør ud fra San Francisco så du får turen fra nord til syd. Du har Stillehavet på din højre hånd, og din udsigt ud over havet bliver ikke forstyrret af irriterende modkørende. Det er også nemmere at stoppe i vejkanten for at tage billeder eller bare lige nyde øjeblikket.

Ruten er ikke så lang, det tager faktisk kun omkring fem timer, hvis du ikke gør hold. Men det er jo ikke sjovt. Du skal opleve havets brusen, se det fantastiske dyreliv, mærke vinden i håret og nyde den californiske sol. Du skal gøre stop i små kystbyer, se Hearst Castle og alt det. Men du skal også huske at nyde dit road trip og din bil. Så gør det måske ikke noget, hvis der er kø på vejen. Det er jo bare en fantastisk undskyld for at sætte tempoet ned og flyde med strømmen.

Hvilken bil skal du vælge: Ruten er visse steder noget krævende. Der er ikke meget plads mellem dig og havet. Derfor råder flere sider og blogs til at du kører noget fornuftigt og komfortabelt. Her på SuitRace mener vi, at et road trip skal være noget ganske særligt, og derfor ville vi nok vælge en mindre klassisk amerikansk (hvad ellers) bil så som en 1963 Chevrolet Corvette – en af de smukkeste biler der nogensinde er lavet.

1963 Chevrolet Corvettet C2
1963 Chevrolet Corvettet C2

Det klassiske road trip – Route 66

Route 66 er en af de tidlige highways i USA. Den blev officielt etableret den 11. november 1926. Men allerede lang tid før det første spadestik blev taget til vejen, så var det en hovedvej i USA. Den oprindelige rute løber fra Chicago gennem seks stater inden den slutter i Californien. Det er ikke alle de originale strækninger der findes endnu, men ruten kan i det store hele følges, som den blev planlagt.

Du kommer til at opleve de bølgende hvedemarker i Illinois, du passerer forbi spektakulære scenarier som den mægtige Mississippi og betagende Grand Canyon, du oplever indianerreservater, skøre skilte og det store åbne landskab, inden du lander i Los Angeles i Santa Monica ved bredden af Stillehavet. Her får du ikke alene en bid af den klassiske amerikanske ånd, du oplever en del af den amerikanske historie og selvforståelse.

Ikonsik Porsche 911 classic
Ikonsik Porsche 911 classic

Hvilken bil skal du vælge: Rute 66 er lang, så hvorfor ikke gribe muligheden for at prøve flere biler! Her skal bilerne ikke være små og smukke – de skal være kraftfulde og rå. Start ud med at køre en 1967 Chevrolet Camaro Z/28, mens du kører ned til Mississippi . Derefter så skifter du til en ’66 Mustang Cabriolet til de lange stræk tværs over landet, prøv en 65 VW Van/Buss i Texas og  slut af med den cool ’78 Porsche 911SC – her er der kvalitet, køreglæde og ydeevne for alle pengene. Det er den perfekte bil at køre til Santa Monica i.

Er du på udkig efter at leje en bil i USA, er der flere firmaer der tilbyder denne service, bl.a. Legens Car Rentels

New England – skønhed, charme og historie

Det var her drømmen blev skabt – det var her puritanerne landede med ambitionen om at skabe a city upon a hill. En by som skulle være et lysende fyrtårn. Man kan mene, hvad man vil om amerikansk exceptionalisme, men der er ingen tvivl, at New England er exceptionel; også til et road trip. Røde og gyldne blade som var det et flammehav. Historiens vingesus. Store naturoplevelser. Vidunderlig mad. New England kan det hele.

Du bør have Boston i september som udgangspunkt. Derefter står mulighederne i kø. Du kan opleve lidt klassisk uhygge i Salem, hvor puritanerne hængte deres hekse. Du kan også vælge at køre mellem små unikke byer, måske se på hvaler i Hyannis, eller sejle til Martha’s Vineyard, snupper en tur til Plymouth Rock, bo i Kennebunkport som Bush-familien gør i sommerperioden. Desuden venter der fantastiske naturoplevelser i White Mountains og Green Mountains.

Du får ud over alt det pittoreske også gode veje, så du skal ikke koncentrere dig meget om at køre, men meget mere om at nyde. Dig, vejen, bilen, oplevelserne. Det hele kan gå op i en højere enhed på et road trip i New England.

Hvilken bil skal du vælge: Når vi tænker New England, så er der noget klassisk og elegant over det. Derfor, syntes vi, skal du lade det gamle England møde det nye England og vælge en Jaguar – En E-type naturligvis! Bilen Enzo Ferrari kaldte den smukkeste bil i verden. Du bør overveje at vælge en coupe, for en køretur gennem New England i september kan godt betyde noget nedbør.

Jaguar

Leder du efter en klassisk bil – så se om din drømmebil er på vores markedsplads

Furkapasset – en oplevelse ud over det sædvanlige

Furkaspasset road trip

Amerikanerne har på ingen måde patent på muligheder for et godt road trip. Europa byder også på sin andel af eventyrlige road trip.

I de Schweiziske Alper ligger Furkapasset mellem cantonerne Valais og Uri. Hvis du vil fra punkt A til punkt B, så har du et valg: Du kan sætte din bil på et tog, læne dig tilbage og vente til, du er fremme. Eller du kan tage turen, som vi på SuitRace drømmer om – turen over Furkapasset. Det er en strækning på 31 kilometer, som kommer op i 2.400 meters højde. Du får de majestætiske Alper i al deres vælde, mens du manøvrerer din bil rundt på alle de hårnålesving, du kan ønske dig. Her er en strækning, der virkeligt kræver noget af sin kører. Udsigten er spektakulær, så det kan måske svare sig at holde nogle pauser, bare for at nyde det. Vær opmærksom på at vejen ud over hårnålesvingene også indeholder farer som løse sten, pludseligt vejrskifte og smalle veje. Til gengæld er der ikke ret meget trafik.

Hvilken bil skal du vælge: Altså, der er jo kun en bil, som vil gøre turen til en virkelig klassisk køretur, og det er selvfølgelig en af de smukkeste bil, der nogensinde er produceret, en Aston Martin DB5 fra 1964. Et godt alternativ skulle være den eventyrlige ’67 Ferrari 275 GTB/4. Det er en ren drømmebil, som på alle lister må indgå som en af de ti bedste sportsbiler fra 1960’erne.

Aston Martin

Amalfikysten – det italienske road trip

Mange kalder Amalfikysten verdens smukkeste kyststrækning. Rundt om hver pynt venter en ny overvældende udsigt. Det her er området som i flere hundrede år har inspireret poeter, malere og andre kunstnere til klassiske værker. Her er vulkanen som lagde to byer øde, her er azurblå hav, kulturelle højdepunkter og måske vigtigst af alt – et fantastisk roadtrip på kanten af det Tyrrhenske Hav.

Du får det hele serveret på en tur, som med sine smalle veje, hårnåle og en intens trafik godt kan udfordre en kører. Du hænger på klippesiderne mens de lokale suser forbi i biler, der bærer vidne om, at de er en forlængelse af ejerens ego. Men du bliver belønnet med olivenlunde, smukke landsbyer, betagende landskaber og det smukke hav.

Det er romantik, det er skønhed, det er Italien.

Amalfi road trip
Den storslåede Amalfikyst. Perfekt til et road trip

Hvilken bil skal du vælge: I Italien skal du køre en italiensk bil. Der er ikke andre måder at få det fulde indtryk af landet og området, end når du sidder i en italiensk temperamentsfuld bil, som passer til den temperamentsfulde natur og de temperamentsfulde medbilister. Vi forslår en Alfa Romeo, nærmere bestemt en 1966 Alfa Romeo 1600 Duetto Spider. Det er en bil som fremstår som benchmark for italienske biler – den er guddommelige smuk og har samtidig en fantastisk køreevne.

Er du på udkig efter at leje en bil i Italien, er der flere firmaer der tilbyder denne service, bl.a. Chianti Classic Car

Alfa-Romeo-Spider

På FDM’s hjemmeside er der mængder af gode råd og regler, du bør holde dig for øje.

Finder du drømmebilen på dit Road trip

Forelsker du dig i én bil på dit road trip, kan vi hjælpe dig med at få den fragtet hjem til Danmark. Kontakt os for at høre nærmere om vores bilfragt.